Hestepension

Hestepension

På Assers Mølle Hestepension vægtes hestenes naturlige trivsel og sociale adfærd højt, samt behovet for bevægelsesfrihed, stimulering af sanser, frisk luft og lys.

Heste har brug for kontakt til andre heste, at kunne bevæge sig gennem hele døgnet samt at søge aktiv beskæftigelse gennem mange timer.


Et optimalt hestemiljø rummer disse faktorer, og det er derfor vigtigt, at hestene er på fold sammen mange timer om dagen.

Vi har seks bokse og løsdrift. Boksene er store og lyse. Hestene i boks lukkes ud tidligt om morgenen og kommer I boks ved aftensmadstid.


I løsdriften går hestene sammen, de har mulighed for at bevæge sig i det omfang, de har lyst til og de bestemmer selv, om de vil opholde sig ude eller inde.

På den måde sikres det, at hestens basale og naturlige behov tilgodeses på bedst mulig måde.

Faciliteter

Vi råder over udendørs veldrænet og oplyst ridebane 20 x 40 m, opsadlingsplads, vaskeplads, sadelplads m.m. Dertil er der mulighed for pragtfulde rideture i Ledreborgskoven samt på marker og stier. Pt. er her otte heste opstaldet i alderen 6 - 28 år af mange forskellige racer.


Vi sørger for wrap og halm på fold, da hestene indgår som en del af vores økologiske landbrug. Du skal selv stå for kraftfoder og strøelse. Både i boksene og i løsdriften bruges der træpiller. Træpiller har en meget høj sugeevne og giver et godt staldmiljø. Det er nemt at muge ud, når der bruges træpiller - du kan i stedet for lægge dine kræfter i omgangen med din hest.


Vi sørger for morgenfodring hver dag. Som hestepensionær skal du være med til at aftenfodre alle hestene 2 - 3 gange ugen.

Hvis du ikke har mulighed for at komme til din hest hver dag finder vi også ud af det. Der er tilsyn med hestene minimum to gange dagligt.


Vi lægger vægt på et positivt og hjælpsomt staldmiljø, hvor det er dejligt at være - også for pensionærerne.